top of page

Åndens krise

Updated: Nov 13, 2024



Som åndshistorisk bevægelse har romantikken typisk udgjort et kritisk korrektiv til oplysningstidens rationalisme, hvis praktiske såvel som moralske nyttehensyn mentes at udviske det følelsesmæssige, transcendentale og dionysiske fra den menneskelige tilværelse og derved fortrænge væsentlige aspekter af eksistensen. I opposition til oplysningens nyttefikserede rationalitet var romantikkens sammensatte væsen derimod eksponent for en følelsesladet betoning af selvet, naturen, kunsten og fantasien, hvorfor den – foruden menneskets dunkle drifter – inkluderede det irrationelle i sin oprørske og poetisk ladede perspektivering af livet og samfundet.

 

Som et potentielt modstridende princip i europæisk åndsliv, set i relation til oplysningens opbyggelige rationalitet, inkarnerede romantikken således et ubehag ved den kalkulerende nyttemorals mangel på åndelig og æstetisk fordybelse. På trods af deres indbyggede konfliktmateriale skal de to idéhistoriske strømninger dog ikke nødvendigvis betragtes som gensidigt udelukkende, men snarere som komplementære perspektiver, der bør supplere hinanden i et afbalanceret forhold.

 

Teknisk-økonomisk rationalitet

 

I dag synes oplysningens rationalistiske fornuft imidlertid instrumentaliseret til fordel for en teknisk-økonomisk rationalitet, som – godt hjulpet af den moderne civilisations videnskabelige omverdenbearbejdning og affortryllende opgør med de mytiske verdensfortolkningers overgribende helheder – har monopoliseret sine styringsprincipper for samfundets organisering og derved udgrænset romantikkens blik for menneskelivets dybere lag. En teknisk-økonomisk rationalitet, hvis forståelsesramme privilegerer en instrumentel tilgang til verden og mennesket, idet den totaliserer produktionen og markedets økonomiske rationalitet til at gælde for tilværelsen som helhed, og derfor gør alle samfundets forhold til direkte midler for økonomisk optimering. Stadigt flere af samfundets områder bliver således genstand for en åndløs kræmmermentalitets kommercielle nyttekalkuler, hvis formålsrationelle etik devaluerer alt det, som ikke kan legitimere sig med henvisning til målet om profit, vækst og produktion. På denne baggrund indebærer tidens fremherskende fornuft en økonomisk teknificering af politikudøvelsen, der reduceres til udfrielsen af de kvantificerede kriterier for udvikling, som følger af den teknisk-økonomiske rationalitets snævre målestok for samfundets almene vel.

 

I et komplekst og teknologisk samfund kan man naturligvis ingenlunde afskrive den økonomiske rationalitets praktiske principper, men det ensidige blik for økonomisk nytte og effektivitet indebærer imidlertid en nærværende samfundstrussel bestående i en snigende kulturel forfladigelse, åndelige udsultning, social atomisering og destruktiv mangel på indlevelse i naturens fordringer.

 

Den snævre rationalitets konsekvenser

 

Ved kun at forstå værdi ud fra nytteetikkens kortsigtede rentabilitetskriterier udgrænses blikket for de konstanter i menneskelivet, som i form af spørgsmålet om mening, åndfuldhed, indre harmoni og kvalitet rækker ud over de økonomisk-merkantile kalkuler, der inkarnerer tidens fremmeste fornuft. Non-rationelle størrelser, som den romantiske idétradition – i kraft af dens fornuftsskepticisme og kredsen om det oprindelige i mennesket og naturen – typisk har haft øje for.

 

Når de økonomiske midler ophøjes til selvstændige formål, risikerer man endvidere at fortrænge spørgsmålet om effekt og dermed refleksionen over formålets ydre formålstjenlighed. I dette lys synes tidens teknisk-økonomiske rationalitet for eksempel at have begunstiget en særlig objektivisering af naturen, der som følge heraf er blevet frataget sin egenværdi og reduceret til middel for menneskelige beherskelse og konsum. En udvikling, der med miljøforurening og klimaopvarmning til følge repræsenterer et klart brud med romantikkens besjæling af naturen og den økokonservative idétraditions beslægtede fornemmelse for naturgrundlagets elementære såvel som kulturelle værdi. Sideløbende hermed har tidens maskinelle effektiviseringstrang og udbytte-analyser befordret en årelang urbanisering- og centraliseringsbølge i hvis slipstrøm de danske lokalsamfunds vitalitet og demokratiske styringsprocesser langsomt er blevet udhulet. Den instrumentelle rationalitets kapitalisering af samfundets distinkte institutioner har desuden affødt en funktionalisering af uddannelsessystemet, som i stigende grad synes reduceret til et teknisk serviceorgan for erhvervslivets specifikke fordringer. En udvikling, hvorigennem det klassiske dannelsesideal efterhånden er blevet omsmedet til et spørgsmål om objektiveret kompetence set i relation til det økonomiske systems praktiske behov. Tidens markedskonforme udklækning af snævre specialister markerer således et opgør med forestillingen om et mere substantielt dannelsesbegreb, hvis faglige substans rækker udover dueliggørelsen til livets praktiske opgaver, og som tager livtag med alt det, der ikke lader sig måle og veje. Et dannelsesbegreb, hvorigennem mennesket kan forfine sin natur, fordybe sig i tilværelsens dybere essens og sætte sin livssituation i relation til en større almen såvel som historisk situation og udvikling. Hvor mødet med klassisk litteratur, historie, sprog og lignende udlægges som eksistentielt vedkommende muligheder for at udstrække sin evne til at tænke, leve og engagere sig i verden. Men fremfor at værne om den kulturelle erindring og installere fremtidens beslutningstagere med et bredspektret kultur- og dannelsesudsyn, har det moderne samfunds gradvise afvikling af de kulturbærende fags intellektuelle arvesølv derimod understøttet udfrielsen af Max Webers gamle sortsyn, hvori en skånselsløs rationalisering har omformet samfundet til en åndløs myriade af nyttemaksimerende specialister.

 

I forlængelse heraf synes den instrumentelle rationalitets opgør med det ”unyttige” i mennesket at knægte udfrielsen af dettes ”musiske” kræfter til fordel for etableringen af det materialistiske real-sindelag, der udspringer af den teknisk-industrielle civilisations kontinuerlige specialisering, funktionalisering og objektivering. På denne baggrund er der endnu behov for en kulturkritiks position inspireret af den romantiske idétradition, der med henvisning til fænomener som kultur, dannelse, helhed og kvalitet kan begrænse hensynet til maksimal effektivitet i andre formåls navn, og dermed modvirke tidens udmagring af samfundets åndelige, sociale såvel som miljø- og dannelsesmæssige tilstand.

 

Den romantiske fare

 

Allerede omkring 1. verdenskrig fremhævede den tyske forfatter Thomas Mann, med inspiration fra Nietzsche og Spengler, distinktionen mellem kræmmersjæl og ånd, da han i et civilisationskritisk forsvar for Tysklands kulturelle egenart sondrede mellem den overfladiske civilisation og den dybe kultur. Herved grundlagde han kimen til en potent kulturkritik, der siden da er blevet omsat i en lang række kritiske diagnosticeringer af det moderne samfunds mere eller mindre patologiske udviklingstræk. Mange intellektuelle har således hentet sit kulturkritiske arsenal i romantikkens komplekse tankegods, hvorfor det også udgør et gammelkendt litterært tema inden for hvilket kulturpessimistiske repræsentanter fra både højre- og venstrefløjen i tidens løb har dannet polemisk front mod det gråmelerede massesamfund og dets økonomiserende funktionalisering af mennesket til lønarbejder og forbruger. En æstetisk-filosofisk kultur- og modernitetskritik, der i forskellige ideologiske mutationer rehabiliterede den romantiske kunst blik det dybe, meningsfulde, ekstatiske, mytiske og irrationelle til fordel for en ofte tvivlsom intellektuel-utopisk frimodighed.

 

Her kan man for eksempel fremhæve mellemkrigstidens revolutionære avantgardebevægelser, hvis åndelige billedstormere spirede fra 1. verdenskrigs askegrå ruiner, og som via ekspressionismen, dadaismen og surrealismens overskridelsesæstetik rettede kunstens subversive kræfter mod den dominerende rationalismes ”fremmedgørende” fornuftskultur. Parallelt hermed hævdede den tyske radikalkonservatisme en art politisk æsteticisme, der blandt andet kom til udtryk hos forfatteren Ernst Jünger, som med en romantisk funderet henvisning til livets vitale kilder fremhævede den heroiske livsholdning på bekostning af den borgerlige civilisations udvanding af tilværelsens ekstatiske momenter. En lignende overskridelse fra det æstetiske til det politiske finder man i 60’ernes ungdomsoprør, der med et modsat ideologisk-fortegn rettede sin kvasilibertære fundamentalkritik mod industrisamfundets ”endimensionelle menneske”, og hvis angreb på massekulturens behovs- og bevidsthedsmanipulationer atter fik den romantiske sturm und drang bevægelses kulturkritiske ild til at flamme op. Her hed helten blandt andet Herbert Marcuse, der i forlængelse af Frankfurterskolens øvrige stamfædre anfægtede det højtudviklede industrisamfunds fremadskridende indsnævring af tanken og individets alsidige potentialer, og som i opposition til det kapitalistiske produktionsapparats teknisk-økonomiske determinering af den menneskelig bevidsthed ophøjede det legende og erotiske menneske.

 

Den romantiske kulturkritik er således ofte blevet næret af en revolutionær og ungdommelig glød, som realhistorisk har medført, at opgøret med den kalkulerende oplysningsfornufts ”fremmedgørende” beherskelse af verden fortabte sig i diverse utopiske sværmerier. De åndelige længsler blandt romantikkens kulturkritiske arvtagere er altså typisk blevet deponeret i diverse ideologiske fantasterier, som på forskellig vis har været beslægtet med det 20. århundrede totalitære udskejelser.

 

På denne baggrund kan det romantiske tankegods nok udvide vores fantasi og udgøre en inspirerende kraft i privatlivet. Historisk set har romantikken desuden produceret fantastisk kunst og musik, men eftersom det lidenskabelige følelsesliv snarere hører til i museums- og koncertsale end inden for det politiske domæne, rummer den romantiske kulturkritik en latent fare for at blive politisk regressiv, da den fuldstændige detronisering af fornuften – såvel som politisering af eksistensen – netop udgør kernen i uspiselige mytologiseringsprojekter som nazismen og islamismens irrationalistiske ”genfortryllelse” af tilværelsen. Som åndelig holdning egner romantikken sig således kun i ringe grad til politik, da man i politikken ikke bør søge den endegyldige frelse eller sande væren. I forlængelse heraf tenderer den romantikske hang til selvfortabelse at undvige samfundets overordnede tarv, realiseringen af det almene, og dermed de normer, som konstituerer dettes moralske orden.

 

Nødvendigheden af den romantiske tanke

 

Men på trods af ovenstående synes den romantiske kulturkritik endnu relevant som korrektiv til den fremherskende rationalitets uæstetiske nyttedyrkelse og kvantitative forestilling om alment fremskridt. Som et komplementært kulturmotiv – i dynamisk sameksistens med den praktiske politiks nøgterne fornuft – kan romantikkens blik for helhed, mening og kvalitet nemlig bidrage til at nuancere tidens enerådige rationalitet, hvis snævre effektivitets-kvantitetsidealer til stadighed udvider gyldighedsområdet for sine instrumentelle betragtninger. Uden at forfalde til en radikal æsteticisme kan romantikkens sjælfulde indvendinger mod rationalismens golde mekanik altså udgøre en kærkommen modvægt til den instrumentalisering af fornuften, der i form af tidens økonomiske og bureaukratiske rationaliseringsstrategier udvisker sansen for det højere formål til fordel for en ensidig nytteetiks snævre rentabilitetskriterier. En formålsrationel etik, hvis selvtilstrækkelige mål har assimileret spørgsmålet om dannelse, humanitet, demokrati og ånd med et selvstændiggjort økonomisk-administrativt systems praktiske behov.

 

Den romantiske ideverden kan således gå i rette med det modernes grundlæggende forøgelsesorientering, der som et udtalt maksimeringsimperativ danner baggrund for det etablerede vækst-og innovationsparadigmes uophørlige acceleration og ressourcefiksering. Et paradigme, hvis logikker, som en strukturel tvang, både er indbygget i det kapitalistiske akkumulationsregime såvel som i socialstatens institutionelle logik. På denne baggrund kan det romantiske perspektiv stimulere til en bredere refleksion over de grundlæggende forudsætninger for udviklingen af det hele menneske såvel som gode samfund, eftersom det – hinsides den logik der udstikkes af den økonomiske rationalitets benhårde maskineri – ikke udelukkende satser på øget produktion og forbrug som løsningen på alle menneskelige problemer og længsler.

 

Et perspektiv, der i tråd med den franske mestertænker Alexis de Toquevilles ånd ikke blot dyrker det, som gør livet bekvemt, men også det, der tjener til at forskønne det.



Artiklen er publiceret i tidsskriftet Replique 16/11-2018

Comments


bottom of page