Scener fra Amerika

Som global stormagt har USA altid været en elsket såvel som ildeset nation. Især sidstnævnte har været tilfældet blandt europæiske intellektuelle, der tidligt udlagde nationen som et degenereret billede på den ”gamle verdens” egen fremtid, idet landet - som selve symbolet på modernitet og massekultur – inkarnerede den kumulative sum af de kulturelle eliters frygt for det europæiske kontinents udvikling.

Den europæiske kulturelites dystopiske forståelse af Amerika blev blandt andet formuleret af mellemkrigstidens tyske højrefløj, hvis radikalkonservative intelligentsia betragtede landet som en materialistisk og traditionsløs teknologisk kolos. Gennemsnitsmenneskets højborg, et kulturløst og mekaniseret massesamfund, hvis rationalisme samt beslægtede mangel på spiritualitet lå langt fra Tysklands ”dybe sjæl”. Dette aristokratiske angreb på det liberale samfunds kommercielle motiver og mangel på sjæleligt vingesus blev efterfølgende videreført af Frankfurterskolens venstresnoede teoretikere, som under deres amerikanske eksil fra det tredje riges civilisatoriske deroute beskrev et samfund af konforme pseudo-individer indkapslet af en passiverende kulturindustri. En kulturindustri, som i form af en ideologisk overbygning på kapitalismens undertrykkende produktions-konsumptionskredsløb understøttede den ”varegjorte” verdens funktionalisering af individet til lønarbejder og forbruger. I sin bog The lotus and the machine beskrev den eks-kommunistiske forfatter Arthur Koestler i forlængelse heraf USA´s efterkrigstidsengagement i Europa som ”the coca-colonization of Western Europe”.

Som intellektuelt fænomen har antiamerikanismen således altid kunne forene det politiske spektrums yderfløje i en fælles front baseret på en delt antipati mod den demokratiske kapitalismes politiske og økonomisk liberalisme. Et idekomplekst, som USA mere end nogen anden nation symboliserer. Men hvad enten man bekender sig til ovenstående eller ej, er USA dog grundlagt på en fascinerende idé, som har udstyret omverdenen med et sæt af fundamentale værdier og hvis liberale demokrati og individualisme har dannet grundlaget for den vestlige verdens ”politiske modernitet” (selvom det historisk set har været udfordret med hensyn til at efterleve sine egne konstituerende idealer). I forlængelse heraf har USA altid fremstået særdeles selvsikkert, hvis ikke ligefrem selvforherligende, men igennem det seneste årti synes det forfaldsnarrativ som historisk set har floreret blandt Europas kultureliter ligeledes at have etableret sig blandt landets egen befolkning.

Hvor USA dominerede det 20. århundrede skal landet i dag tilpasse sig et nyt århundrede, hvor det ikke længere udgør det monopolistiske centrum for verdensherredømmet som i årtierne efter afslutningen på den kolde krig. I vores stadigt mere multipolære verdensorden, svinder dets geopolitiske slagkraft derimod ind. Men også indadtil synes landet at befinde sig i en desorienteret politisk tilstand af transformation og manglende selvværd. En tilstand af dyb splittelse, hvor ønsket om at genopfinde sig selv har materialiseret sig i flere polariserende opgør med det etablerede politiske system. En politisk polarisering, der ikke blot knytter sig til den traditionelle debat vedrørende virkningerne af liberalismens kulturelle såvel som økonomiske frigørelse, men som er opflammet af en populistisk revolte mod selve liberalismens ideologiske kompas. Hvor de socialliberale (i deres videreførelse af 60ernes fokus på borgerrettigheder og lighed) typisk har omfavnet den sociale emancipations kulturelle diversitet og ekspressive individualisme, samtidig med, at de kritiserede den ulighed, som den økonomiske frigørelse skabte, har de konservative derimod (i deres videreførelse af 80ernes økonomiske frisættelse) hyldet den uregulerede natvægterstat og globalisering, sideløbende med, at de begræd den kulturelle liberaliserings tab af autoritet, stabilitet samt social og moralsk gensidighed. I dag er vi dog vidne til et opgør med begge disse liberale grundstrømninger, udtrykt i trumpismens illiberale transformation af det republikanske parti.

Foruden en grundlæggende trang til at blive klogere på USA som nation i bred forstand, har ovenstående splittelse i den seneste tid motiveret mig til at drage ud på en række ekskursioner ind i det amerikanske kontinent. Ekskursioner, som udmøntede sig i tre korte rejseessays, der som stedbundne ”scener” hver især tager udgangspunkt i distinkte lokationer og på forskellig vis beskriver samt analyserer det samfunds- og kulturpolitiske landskab i USA. En nation af futuristiske skyskrabere og arkaiske landskaber af fortiden. Af social armod og ekstrem rigdom. Af ødselhed, puritanisme og teknologisk hovmod samt tolerance, visionær kraft og menneskelig varme. Med andre ord et mangefacetteret land af kontraster, hvis modsætningsfyldte og mangfoldige karakter ikke lader sig indfange i simple vendinger.

The American Heartland: Baton Rouge, Louisiana

Et sirligt kludetæppe af grå betonmotorveje markerer overgangen fra Louisianas vidtstrakte sumpområder til statens hovedstad Baton Rouge, hvis vertikale downtown udgør et kærkomment afbræk fra det forudgående landskab af industrielle ødemarker, tilgroede jernbanespor samt sporadiske klynger af udslidte skurvogne, friseret forstadsidyl og imposante sydstatspalæer. Et typisk sydstatssceneri, der i form af den amerikanske højrefløjs geografiske hjerte ligger uden for den liberale kulturindustris kystvendte radar, og som ligeledes udgjorde afsættet for sociologen Arlie Hochschild fordomsfrie portræt af den nye højrefløjs mange støtter i bogen Strangers in Their Own Land (2016).

Jeg søger dog hurtigt væk fra byens forslidte centrum, som i lighed med andre amerikanske bykerner inkarnerer et upersonligt og ahistorisk rum af monstrøse kontorbygninger. Fremmedgørende glaskulisser, hvis brutale overdimensionering udelukkende udstråler en rå økonomisk potens, der som stalinismens monumentalbyggeri hylder nationens fremherskende ideologi. I stedet opsøger jeg en af de mange enklaver af kæderestauranter, indkøbscentre og standardiserede moteller, der som en art ”forbrugsstation” udgør forstædernes samlingspunkt og dermed rammen om mange amerikaneres praktiske såvel som sociale liv. Her er ingen lokalkolorit at spore i dette stykke enhedskultur, og jeg fornemmer en instinktiv modvilje imod disse upersonlige øers hyldest til det konsistente produkt, som amerikanerne - på trods af deres kompromisløse individualisme - tilsyneladende værdsætter så højt. Her er alt standardiseret hvad enten det gælder nattens motelværelse eller maden på de franchiserede fastfoodkæder, hvis lokaler henligger komplet mennesketomme samtidig med drive through uddelingens smidige bilkøer snor sig om de kvadratiske bygninger og blotlægger de amerikanske forstæders automobiliserede livsførelse. Forstæder som ved at frigøre sig fra de klassiske bykerner har reduceret Baton Rouge og mange andre amerikanske storbyer til deciderede deltidsbyer, der ved mørkets frembrud alene overlades til de horder af forhutlede hjemløse, der som USA’s sociale bundfald udgør en gennemgående streg i det amerikanske bybillede. En art zombiehær, for hvem livet består af hverdagens trivielle modgang i de større byers glansløse midte.

Er der et af USA´s konstituerende idealer som trænger til et realitetstjek, er det netop idéen om lighed, hvilket især kommer til udtryk i staten Louisiana, der som en af landets fattigste synes martret af både social armod, forurening og udhulede kommunale budgetter. Konkret materialiserer fattigdommen sig i det allestedsnærværende mobilhome, der nok kan symbolisere frihed, men som i vid udstrækning udstiller underklassens sociale forarmelse. Men på trods af statens udfordringer vedrørende ulighed og miljø inkarnerer Louisiana i høj grad antitesen til den skandinaviske forherligelse af økonomisk omfordeling og statslig regulering. Dette paradoks er netop genstanden for førnævnte Hochschilds studie af Louisianas republikanske højrefløj, som ifølge forfatteren bygger på en rodfæstet fortælling baseret på idéen om at blive sprunget over i køen til at realisere den amerikanske drøm. En drøm om social progression, der aktuelt fortoner sig til fordel for oplevelsen af økonomisk tilbagegang, demografiske omstruktureringer og en liberal kultur, der udskammer de tålmodigt ventendes tro og patriotisme. Men hvor venstrefløjen retter kritikken mod samfundspyramidens velstående top vendte Hochschilds sydstatsinformanter deres vrede mod bundproppen af offentligt forsørgede og illegale migranter, der menes at springe over i køen samt trække på ”ufortjente” velfærdsydelser. Hochschilds kilder optegnede således en distinktion imellem dem, som menes at skabe velstanden, og de grupper, der tærer på den, hvorfor det frie marked blev en ukritisk allieret i kampen mod centralregeringen og de offentlige institutioner, der lægger bånd på det lokale erhvervsliv og omfordeler deres skattepenge til de grupper, som menes at blive forfordelt. Hvor de mindrebemidlede amerikanere under 30ernes depression vendte sig mod den føderale regering for økonomisk genopretning og støtte, synes mange af dem derimod at have afsværget den i kølvandet på finanskrisen i 2008.

Siden da har Hochschild atter givet mæle til dette segment af den amerikanske befolkning for at forstå det emotionelle landskab, der nærer tidens politiske udviklingstendenser. I hendes seneste bog Stolen Pride: Loss, Shame, and the Rise of the Right (2024) er det imidlertid ikke det dybe syd, men derimod den bjergrige Appalanchia region som er genstand for hendes følelsesorienterede portræt af den amerikanske højrefløjs moralske og politiske psykologi. En region, hvor tilslutningen til Trump og hans politiske dagsorden er særdeles udbredt. Historisk set har Appalanchia regionen været et demokratisk kerneland med fokus på fagforeningsaktivisme og progressive sociale programmer, men noget har ændret sig og Hochschilds bog udmaler grundlæggende et billede af en region i forfald, og hvor de seneste årtiers frihandelsaftaler, automatisering og massive nedgang i områdets økonomisk vigtige kulmineindustri har ført til høje fattigdomsrater, udbredt stofmisbrug og begrænsede jobmuligheder.

I forlængelse heraf sporer Hochschild regionens skifte i politisk orientering til et fænomen som hun benævner ”the pride paradox”. For på den ene side lever hendes informanter, såvel som den typiske Trumpvælger, i mindre velstående stater med strukturelt udfordrede økonomier, imens de på den anden side er formet af en individualistisk etik og kultur, der henfører ansvaret for den enkeltes økonomiske skæbne til individet selv. Dette er et tungt åg, når det amerikanske indlands postindustrielle traumer har udtørret den traditionelle arbejdsetiks kilder til stolthed. For en stor del af bogens brogede persongalleri synes adgangen til den amerikanske drøms løfte om velstand og social mobilitet med andre ord uden for rækkevidde, hvilket har frarøvet dem stoltheden ved at forsørge sig selv og deres familie, næret oplevelsen af overflødighed og hensat dem i en tilstand af eksistentiel fortvivlelse. Reaktionen herpå er en udbredt følelse af skam, som enten vendes indad eller slår om i en vrede rettet mod de grupper, der menes at berøve dem deres selvrespekt. Dette er et interessant perspektiv i forhold til at forstå hvordan en politisk figur som Trump, der på mange måder repræsenterer modpolen til den amerikanske nations konstituerende idealer, som en art politisk messias kan blive ophøjet til legemliggørelsen af et bredt efterspurgt håb om forandring. 

En anden intellektuel som har beskæftiget sig med spørgsmålet om hvorfor USA's lavt-uddannede ”blue-collar workers” i vid udstrækning har transformeret deres kollektive loyalitet til at omfatte højrefløjen, er venstrefløjsjournalisten Thomas Frank. Som en liberal fortolker af det amerikanske indlands politiske strømninger skildrer Frank i flere bøger, hvordan Demokraternes dominerende aktører, i jagten efter den økonomisk velpolstrede og kulturelt frisindede storbyelite, har ladt arbejderklassen i stikken ved at nedprioritere emner som jobsikkerhed, afindustrialisering og ulighed. Demokraterne menes således at have vendt ryggen til deres traditionelle vælgerbase, nemlig den arbejderklasse, der tidligere blev romantiseret i kraft af rollen som historiens progressive subjekt, men som nu nedværdiges og frygtes af de venstreliberale storbyseliter, som i form af den "innovative" økonomis vellønnede vidensarbejdere udgør grundstammen i dagens demokratiske parti. Partiet udlægges således som et redskab for en ny og højtuddannet overklasse, der omfavner globaliseringen imens den gamle middel- og arbejderklasse derimod konfronteres med diverse tabserfaringer med relation hertil.

Med Hochschild og Franks analyser i baghovedet indlogerer jeg mig på et indiskejet motel, hvorefter jeg sætter kursen mod neonlysene fra den eneste bar i det standardiserede forstadsreservat, som indrammet af tæt trafik udstikker rammerne for min færden. Her kommer jeg hurtigt i snak med en lokal mand ved navn Randy, som med en ru stemme filet af stærk tobak indleder en patosladet offensiv rettet mod de liberale demokraters ”politisk korrekte moraliseren”. Randy er betonarbejder, iklædt en blå baseballkasket og udstyret med et vejrbidt ansigt furet af tidens gang, og hans tilbagevendende udfald mod dagens liberale meningsdannere, der fortæller ham hvad han skal føle, tænke og gøre, hjælper mig til at begribe denne midaldrende arbejdsmands tilknytning til en politisk figur og mangemillionær som Donald Trump. Ud fra en økonomisk betinget optik synes forbindelsen imellem de to svag, men flytter man blikket til at omfatte smag, værdier og adfærd fremstår Trump derimod som en art klasseallieret i kampen mod det amerikanske meritokratis vindere, der som en eksklusiv klan defineret i opposition til Randy og hans ligesindede har etableret sig som intellektuel og kulturel overklasse i USA. I dette lys inkarnerer Trump friheden fra den liberale kulturelites politiske overjeg, der blandt mange af landets mindrebemidlede fremstår som en mere present ”undertrykker” end den rå kapitalismes økonomisk velpolstrede repræsentanter.

I opposition til denne veluddannede kaste har Trump netop gjort skamløsheden til en ophøjet kvalifikation og politisk strategi, og hans rablende provokationers rituelle aktivering af modpartens moralske alarmberedskab virker ikke bare forløsende på hans vælgere, men synes ligeledes at styrke hans popularitet ved at positionere ham som offer for den ”arrogante” kulturelites hang til at udskamme. På denne baggrund er Trump i høj grad produktet af den kulturbetingede udspaltning af USA, som ofte sammenfattes i to grovkornede sociologiske narrativer, der gerne polstres af medier og politikere med henblik på at diskreditere deres ideologiske modstanderes motiver og verdenssyn. Fra republikansk hold omfatter dette narrativ typisk kampen mellem på den ene side de uprætentiøse millioner af autentiske amerikanere, og på den anden side de liberale, arrogante og boglige papirnussere, hvis smagsregime styrer landet, men som foragter de mennesker, der befolker det. Fra demokratisk side består kampen snarere imellem de oplyste, moralens selvbestaltede vogtere, og et bagudskuende, racistisk folkedyb tynget af snæversyn, religion og manglende uddannelse.

Mit møde med Randy bekræfter mig således også i, hvordan tidens politiske polarisering ikke kun er et spørgsmål om økonomisk stagnation, men også baserer sig på en kulturkamp om den amerikanske nations sjæl. En kulturkamp om de smagspræferencer og værdier, der i form af emotionelt ladede spørgsmål om f.eks. identitet og national stolthed i stigende grad konstituerer brudfladerne imellem den amerikanske befolknings politiske sympatier. Randys sentimentale tabserfaringer og nationale loyalitet knytter ham desuden til den idealtypiske vælgergruppe, som den britiske forfatter David Goodhart har døbt ”somewheres”. En gruppe af ”rodfæstede” borgere, der grundlæggende finder identitet i gruppetilhørsforhold og som værdsætter tradition, sikkerhed og genkendelighed. Som kontrast hertil opererer Goodhart med de såkaldte ”anywheres”, de rodløse, som snarere finder identitet i uddannelse og karriere, og hvis frisættende individualisme sætter selvrealisering og autonomi over stabilitet, fællesskab og tradition.

Men hvordan man end betragter USA´s politiske splittelse vidner Hochschild, Frank og Randys fortællinger om, at de amerikanske landdistrikters økonomiske udfordringer i samspil med de senere årtiers demografiske forskydninger og kulturelle opbrud i traditionelle hierarkier og værdier har udtørret fortidens kilder til stolthed for mange amerikanere. Og selvom især sidstnævnte har bragt USA tættere på sine egne egalitære idealer, bør de hastige samfundsforandringer styrke blikket for de sociokulturelle følelser, der går på, hvorvidt folk oplever at befinde sig på vinderne eller tabernes side i samfundets moderniseringsproces. For mange amerikanere har oplevelsen af at være på bagkant af udviklingen i hvert fald stimuleret et bagudskuende ønske om at generobre en verden, som er gledet dem at hænde, og dermed genskabe trygheden i en tabt fortid.

I dette lys er Trump blevet ophøjet til en messiansk agent for forandring, som i kraft af sine vredesudfald og ønsker om at genoprette fortidens industrier, samt lægge bånd på den globalisering, der menes at udhule folkedybets rolle og status i den nationale stolthedsøkonomi, kan tilbageerobre den amerikanske arbejderklasses ”stjålne” selvrespekt. Hvor arbejderklassen i det 20. århundrede gjorde oprør for at oversætte deres vitale rolle i økonomien til politisk magt, synes den aktuelt at omsætte sin politiske magt i et projekt, der skal redde den fra at miste sin økonomiske relevans.

Ved at tale til det komplekse register af skamfølelser, der som et konglomerat af skam, bitterhed og fortvivlelse trives i det kriseramte og hastigt transformerede samfund, formåede Trump at vinde tilslutning til sit projekt om at frigøre nationens ”autentiske” jeg fra tidens postulerede forfald. Et gammelkendt projekt, der omformer vælgernes frustrationer til aggressive fjendebilleder og via mytologiske fantasier, spektakulære massebegivenheder og lidenskabelig handlekraft vil bortmane skammen og genetablere forbindelsen til folkedybets tabte stolthed. Da jeg med kurs mod nattens logi atter befinder mig under Louisianas kuppelformede nattehimmel, håber jeg derfor på, at Demokraterne formår at udvikle et politisk sprog, som kan genfinde forbindelsen til det amerikanske indland. Et sprog, der kan artikulere ”somewhere” gruppens behov for tilhør og grundlæggende adressere udkantens statusrelaterede tabserfaringer med henblik på at imødegå den patologiske udladning heraf, som trumpismens forræderi mod Amerikas bedste sider repræsenterer.

Nationen som kontrakt: Philadelphia, Pennsylvania

En særlig følelse af historisk vingesus omslutter mig i mødet med nationalklenodiet Indenpendence Hall, hvor både uafhængighedserklæringen og den amerikanske forfatning blev drøftet og underskrevet i slutningen af det 18-århundrede. Et historisk vingesus, som bringer mig i kontakt med det særegne forhold, at den amerikanske nation og identitet – i modsætning til Europas gamle nationalstater – principielt ikke er funderet på etniske eller geografiske slægtsbånd, men derimod på en kerne af politiske overbevisninger, der netop er formuleret i disse grundlæggende tekster. Den amerikanske nation er med andre ord ikke bundet sammen af nogen historisk dybdedimension eller fikseret essens baseret på et intimt, organisk og historisk fremvokset mellemmenneskeligt bånd, men derimod på bekendelsen til de abstrakte trosbekendelser som blev udarbejdet i den rødtonede murstensbygning foran mig. En majestætisk bygning, der omkranses af et sirligt klippet græstæppe, og hvis elegante klokketårn spidder de grå bomuldsskyer på Philadelphias overskyede formiddagshimmel.

På denne baggrund er det nærliggende at betragte Pennsylvania som USA's fødested, og den gamle bygning får mig i forlængelse heraf til at reflektere over den verserende kamp om kulturel identitet, som i de senere år har splittet USA og udfordret den medborgerlige samhørighed der blev bygget op omkring landet som et multiracialt demokrati i tiden efter 60ernes borgerrettighedskampe. En forbitret kulturkamp, hvis fokus på ydre identitetsmarkører er ved at udhule den amerikanske forfatnings gruppetranscenderende nations- og medborgerskabsideal til fordel for den politiske stammetænknings grupperivaliserende nulsumsspil. Fremfor at blive betragtet som delmængder af en samlende kollektiv identitet, er befolkningens etniske forskelle med andre ord blevet genstand for en stigende politisering.

På venstrefløjen udfordres idealet aktuelt af liberale ”identitetskrigere”, som i kølvandet på marxismens realhistoriske fallit har udskiftet dennes universelle rammeværk - kampen mellem arbejde og kapital – med en identitetsfikseret anerkendelsespolitik rettet mod alskens former for minoriteter. Dette fokus på ulige magtforhold i samfundets sociale hierarkier kan nok synes rimeligt, men tidens politiske mobilisering på baggrund af kollektive identitetsmarkører som køn, seksualitet og etnicitet har ligeledes affødt en besættelse af identitet, der gør stadigt snævrere gruppeidentiteter til individets meningsbærende fundament. Hvor oplysningshumanismen, som den amerikanske forfatning udspringer af, betragtede mennesket bag de ydre forskelle, agerer tidens identitære venstrefløj derimod ofte talerør for en tribalistisk udspaltning af samfundets sociale bånd i stadigt flere atomiserede subkulturers gensidige kamp for anerkendelse og kollektive rettigheder. En art hyperindividualisme, som den amerikanske idéhistoriker Mark Lilla har kaldt ”Reaganisme for venstrefløjen” snarere end et alternativ til den hårdkogte økonomiske liberalisme, som igennem de seneste årtier har øget uligheden og skabt vækst uden velstand i den brede befolkning.

I racespørgsmålet har tidens legitime bestræbelse på at kompensere for historiske såvel som aktuelle uretfærdigheder ligeledes udmøntet sig i en identitetspolitisk tendens til etnisk separatisme. En separatisme, der risikerer at udgrænse Borgerrettighedsbevægelsens farveblinde vision for Amerika baseret på det enkelte menneskes anerkendelse som ligeværdig statsborger. Ved at kræve de politiske rettigheder, som det liberale medborgerskabs universelle løfte gav dem som mennesker, hængte borgerrettighedsbevægelsens aktivister nationen op på sine egne hellige om end uindfriede principper, ligesom de - ved at appellere til en delt fælleslighed snarere end en distinkt kollektiv identitet - forfægtede et nationalt forenende mulighedssprog. I dag synes dette sprog og overordnede projekt imidlertid opgivet på venstrefløjen, som derimod har forladt sine universalistiske aspirationer til fordel for en pessimistisk position, der i form af en art segregationspædagogik har vendt ryggen til den liberale borgerrettighedsbevægelses insisteren på fuldbyrdelsen af USA’s grundlæggende principper som vejen til en bedre fremtid. I forlængelse heraf var Borgerrettighedsbevægelsens racetranscenderende idealer måske nok naive, men de havde dog en almenhed for øje og undveg dermed den hang til stammetænkning, som for eksempel kommer til udtryk i den postliberale venstrefløjs idé om kulturel appropriation. En idé, der med sin tvivlsomme forestilling om ”rene” kulturer ønsker at splintre samfundet i monokulturelle enklaver, hvor man udelukkende forventes at handle, spise, klæde sig i overensstemmelse med sit etniske ophav. En dogmatisk nationalisme, som ved at gøre etniske identitetsgrupper til samfundets grundlæggende bestanddel befæster stemmetænkningen og racismens kollektivistiske logik.

En lignende tendens gør sig gældende på højrefløjen, hvor den politiske stammementalitet ligeledes har bemægtiget sig det politiske maskinrum på bekostning af tidligere tiders farveblinde patriotisme og individualisme. En tendens, der for alvor materialiserede sig ved valget af Donald Trump i 2016, som på demagogisk vis netop formåede at mobilisere en kulturelt marginaliseret, økonomisk udfordret og demografisk nedadgående befolkningsgruppe omkring den idé, at den hvide race var en truet og diskrimineret gruppe. Trumpismens højreorienterede identitetspolitik er endnu en stærk kraft stærkt blandt mange republikanske, hvide vælgere, der som fortidens dominante gruppe anfægter den udvikling, at de for første gang i USA´s historie er ved at miste deres status som majoritet. En udvikling, der som en art belejring af det land, som hastigt ændrer form omkring dem, betragtes som et fjendtligt overgreb på USA´s anglo-protestantiske fundament. Mange oplever således, at den verden, som de føler sig hjemme i, forsvinder, hvilket har næret stammetænkningens vækstlag og styrket fremkomsten af en destruktiv etno-nationalisme blandt dele af USA´s hvide majoritetsbefolkning. Denne nationalisme gødes desuden ved, at mange hvide oplever at skulle bukke nakken og angre deres synder, alt imens afroamerikanere, asiater og latinamerikanere opfordres til at finde stolthed og solidaritet i deres racemæssige ophav. USA’s hvide nationalisme, der som indlæg i tidens tværpolitiske kulturkamp om anerkendelse på vegne af grupper, der oplever at være marginaliseret af landets udvikling og eliter, giver således mæle til en nostalgisk længsel efter en tid, hvor landets minoriteter var mindre krævende såvel som talrige.

I praksis har USA nok altid snarere været en mosaik af etniske kollektiver end en egentlig smeltedigel, ligesom landet aldrig har kunne leve op til sig egne, konstituerende idealer. Men på trods af dette har forfatningens trosbekendelser dog tidligere kunne samle nationen om en gruppetranscenderende kollektiv identitet, som blev delt på tværs af amerikanernes etniske skillelinjer. I dag har mange amerikanere imidlertid mistet fornemmelse for hvad de deler som borgere, hvorfor det amerikanske demokrati tenderer mod at henfalde til en kamp mellem grupper om magt og retten til at definere nationens fremadrettede identitet. Et etnisk-nulsumsspil, der som en destruktiv kraft nedbryder den medborgerlig samhørighed i et multikulturelt samfund som det amerikanske.

Med udsigt til Philadelphias imposante skyskrabere, hvis vertikale vitalitet vidner om amerikanernes historiske selvsikkerhed og tro på fremtiden, spørger jeg mig selv, hvorvidt denne splittede nation kan heles igen? Kan den genopfinde sig selv i et tværpolitisk projekt, som samler befolkningen i en fælles vision for fremtidens USA? Mulighederne herfor kan umiddelbart synes begrænsede i en tid, hvor liberale i stigende grad orienterer sig efter befolkningens manifeste forskelligheder og højrefløjen prædiker en libertær individualisme, som stiller spørgsmålstegn ved selve idéen om sociale forpligtelser og eksistensen af det fælles gode. Ingen af disse projekter virker befordrende for forestillingen om et universelt demokratisk ”vi”, ud fra hvilket en gensidig solidaritet kan baseres og et nyt og samlet USA kan spire.

Men den rødtonede murstensbygning foran mig, hvor man foruden et originalt udkast til Forfatningen kan beskue den blækstand, som blev brugt til at underskrive Uafhængighedserklæringen, indgyder alligevel et håb i mig. Et håb om, at USA, nationen som via et vovet socialt- og politisk eksperiment for første gang omsatte Oplysningens- og folkesuverænitetens politiske idealer i praksis, kan genopfinde det liberale medborgerskab og dermed modgå den kulturelle separatismes snigende balkanisering af Amerika.

Frontier-mytologiens kilde: Route 66, Arizona

Jeg befinder mig i det vestlige USA's billedskønne inflationsland, hvis tavse vidder den franske filosof Jean Baudrillard har kaldt stjernehimlens Amerika” i sin postmodernistiske rejsereportage om USA. Et enormt landområde, der som en afsondret lysning i civilisationens fortættede jungle tilbyder en midlertidig fritagelse fra det ekspansive produkt af menneskets egen færden. Den eneste bevægelse består i de hvirvlende støvskyers lydløse piruetter, samt den dirrende horisontlinje, som ved et optisk bedrag flimrer i varmedisen forude. Nærmere bestemt befinder jeg mig vest for Flagstaff på resterne af den berømmede landevej Route 66. Den såkaldte ”Mother Road”, der langt fra det føderale motorvejsnets procession af brølende lastbiler og grandiose betonviadukter leder mig igennem en grænseløs monotoni af golde ørkener og rustrøde bjergtoppe. Et landskab, der dræner blikket for dybde og eliminerer enhver sans for afstandsbedømmelse, og hvor al organisk vækst forvitrer under den udtørrende ørkensol som stædigt undertrykker naturens viljefaste frembrud af sporadisk vegetation til fordel for det nordvestlige Arizonas brundsvedne ensomhed.

Route 66 blev anlagt i 20erne og 30erne og forbandt ved sin færdiggørelse storbyerne Los Angeles og Chicago, hvorved den på sin vis inkarnerede den endelige sejr over det nye land. Hvor pionererne havde indledt åbningen af den amerikanske frontier, og dermed inddæmningen af den amerikanske moder jord, gjorde Route 66 hende farbar for den almene amerikaner. På denne baggrund forekommer Route 66 mig at være illustrativ for den rastløse underlæggelsestrang og hang til bevægelse, som i vid udstrækning har formet det amerikanske kontinents historie og mentalitet - hvad enten man tænker på de europæiske nybyggeres rejse over Atlanten, den ubønhørlige færden mod Stillehavets bølgekamme ved kontinentets vestlige rand eller de sortes rejse fra syd til nord i tiden under og efter 1. verdenskrig.

Som et violet skydække hæver en udstrakt bjergkæde sine savtakkede konturer i horisonten af denne kulturhistoriske stribe asfalt, der med jævne mellemrum flankeres af støvede småbyer bestående af neonoplyste moteller, traditionelle ”diners” og nedlagte tankstationer. Konturer, der på trods af udlejningsbilens hastige fremrykning forbliver uformelige klatter i forgrunden, hvilket udstiller det solbagte landskabs enorme proportioner og nærer den følelse af overflod i mig, der som en formativ kraft meldte sig hos de europæiske pionerer i mødet med den altid vigende vestlige grænse - Den Nye Verdens overflod af nyt land og muligheder. Et møde, der i praksis stimulerede en mentalitet af handling, som gjorde bevægelsen til frihedens målestok og i form af en art frontier-ideologi ophøjede nybyggeråndens individualisme og overlevelsesdrift til nationalt ledemotiv. De vidtstrakte landskaber omkring mig er således ikke blot smukke, men kondenserer på sin vis også den amerikanske nations grundlæggende myte, drømmen om ubegrænsede muligheder og land, som historisk set har bragt individualisme, demokrati og immigranter sammen. En myte, som har næret idéen om den amerikanske drøm såvel som den udbredte frihedsforestilling, der er så indgroet i amerikanernes selvforståelse, politik og kultur.

I dette lys greb de stræbsomme pionerer chancen, undslap Den Gamle Verden og gjorde lykkejægeren til en central figur i den amerikanske selvforståelse, hvis trosbekendelse kan opsummeres i idéen om virkelyst, individualisme og demokrati. Find din egen plads i verden, udnyt og opdyrk overfloden. I USA skal man med andre ord ikke blot lade skæbnen råde, men skabe livet, og hvor europæerne holder af sikkerhed holder amerikanerne af chancer. Hele denne frontier-ideologis forestilling om de uendelige muligheder, som overfloden tildeler den, der lever oprejst og udnytter sine talenter, står endnu stærkt i det amerikanske samfund, hvor forestillingen om foretagsomhed, marked og individuel frihed i vid udstrækning har trumfet det vesteuropæiske velfærdssamfunds kollektive ansvarspådragelse og socialpolitiske stødpuder mod det kapitalistiske markeds usikre åg.

Frontier-ideologiens mytiske historiefortælling om det forjættede lands uanede muligheder levner imidlertid ikke meget plads til nationens tabere, hverken historisk, i form af oprindelige folk og sorte slaver, eller aktuelt i skikkelse af de mange amerikanere, som i nutidens tæmmede og opdyrkede land, hvor privilegier og hierarkier har vundet frem og et stigende økonomisk tidevand ikke længere løfter alle både, er blevet ofre for outsourcing af industri, automatisering og stagnerende lønninger. En voksende gruppe, der har øget kløften mellem frontier-mytologiens kollektive fantasi og amerikanernes konkrete virkelighed, og dermed slået sprækker i deres selvopfattelse såvel som beundringsværdige optimisme.

Men uagtet USA´s socioøkonomiske udvikling forekommer den amerikanske geografi mig nært beslægtet med den mentalitet, der i årtier har formet USA som nation, og landskabet omkring mig udgør således en vigtig nøgle til forståelsen af det amerikanske samfund. Det vestlige USA´s retlinede landeveje tilbyder stadig den følelse af frihed, som omsluttede Amerikas første nybyggere, og det udstrakte vejnets asfalterede kurs mod horisontens svage krumning er således velegnet til at bringe den rejsende i kontakt med den amerikanske fortælling om sig selv. Imens jeg via Route 66´s stiplede ørkenspor tilbagelægger Arizonas pastelfarvede intethed, kan jeg således ikke lade være med at tænke på om det ikke netop er her, i det vestlige USA´s storladne natur, at kimen til Amerikas politiske landskab skal findes?